icon-Nyt-fra-Assens-Kommune

Nyt fra Assens Kommune

Nu er navnet på det kommende kulturhus på havnen på plads

Det kommende kulturelle samlingspunkt på Assens Havn får nu sit navn. Udvalget for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur har nemlig besluttet, hvad det såkaldte ”multitek” skal hedde.

Borgere, brugere af huset og andre interessenter har den seneste tid kunne komme med forslag til, hvad det kommende kulturhus på Assens Havn skal hedde.

I dag har udvalget for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur drøftet de mange indkomne forslag og besluttet hvad det nye kulturhotspot i kommunen skal hedde:

”Vi har vægtet et navn, som kan fortælle noget om indholdet i og formålet med huset. Derfor har vi besluttet, at det, vi tidligere har kaldt Multiteket, kommer til at hedde Kulturkajen”, fortæller formand for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur, Elmer Philipsen.

Et kulturelt samlingspunkt med fællesskab i centrum

Når huset står færdigt, bliver det et kulturelt samlingssted for borgere og besøgende i alle aldre - med moderne bibliotek, virksomhedsrådgivning, turistkontor, mødefaciliteter og stor multisal, hvor der kan laves udstillinger, foredrag, workshops, børneteater og andre kulturelle og sociale begivenheder, og den kan også anvendes af foreninger til arrangementer af folkeoplysende karakter.

Kulturkajen bliver et litterært og kulturelt formidlingscentrum, et sted for vækst og udvikling og et uformelt mødested, hvor generationer kan mødes på tværs, og nye fælleskaber kan opstå.

Kulturkajen kommer til at huse Udvikling Assens, VisitAssens, Assens Bibliotek, Kompetence- og mødecenteret Kompasset, den kommunale afdeling for Børne- og Familieindsatser, Sundhedsplejerskerne i Assens og Tandprotetikeren.

En del af en historisk udvikling af Assens by

Lige nu er Assens by og Assens Havn i gang med en historisk, helhedsorienteret og fremtidssikret udvikling. Her bliver der skabt en aktiv havneplads, der sikrer forbindelse mellem den smukke købstad og det levende, oplevelsesrige havnemiljø. Havnepladsen bliver et grønt byrum, en aktiv og levende plads og byens nye samlingspunkt ved vandet.

Nord for den nye Havneplads skal et større område udvikles for at skabe et byområde, som kan rumme boliger, café, hotel samt ferie- og fritidsoplevelser – herunder det kommende nationale Kyst- og Lystfiskercenter. Med området vil vi styrke forbindelsen mellem byen og vandet, og udvikle et levende havnemiljø, der spiller tæt sammen med havnepladsen og den gamle købstad.

På havnepladsen bliver det gamle rådhus omdannet til Kulturkajen, som kommer til at spille sammen med det aktive og levende byrum der bliver skabt ved den nye havnepromenade, og det kommer til at spilles sammen med et renoveret Toldbodhus og det kommende Kyst- og Lystfiskercenter, et aktivt værft og en færgeforbindelse til Bågø. Der ud over gives Søndre Ringvej en ny linjeføring, som også sikrer en tydeligere forbindelse ned til Arena Assens, Jordbassinerne og Assens Marina og Assens Næs.

Kulturkajen og havnepladsen bliver gennemført i samarbejde med Realdania, der ligesom Assens Kommune støtter projektet med 10 mio. kr.